Haunstrup IF - Herning KFUM Old Boys - kampreferat

Som det her kan dokumenteres har klubhuset fået en grøn overhaling,
og nå ja, så er kamptrøjerne krympet lidt i vask. 

Efter 70 intense fodboldminutter, hvor den silende efterårsregn ikke formåede at lægge en dæmper på temperamenterne, endte målscoren på 1-1. Spejderdrengene fra KFUM havde bolden mest, men det var Haunstrup Old School Boys, der klart havde de største chancer.

Arbejderdyder og rigmandssønner

Efteråret holdt sit indtog for fuld fanfare med blæst i luften og kolde afvaskninger til de 22 spillere samlet på Haunstrup arena til denne nyklassiker mellem de hårdtarbejdende grønskjorter fra HIF og de hvidblusede City Boys fra KFUM.

Det er som regel en underholdende affære mellem to vidt forskellige spillestile: KFUMS teknisk betonet med mange pasninger og fine dribblinger, mens HIF forbliver loyal over for de klassiske arbejderdyder med bid i tacklingerne, en velorganiseret defensiv og hurtige omstillinger - en husmandsfinte kan det da blive til i ny og næ, men ellers har de grønne ikke meget tilovers for de hvide rigmandssønners sarte filigranfodbold.

Også denne onsdag aften i Haunstrup var der sus i skørterne med spil, der konstant vekslede mellem hvide broderinger i græstæppet og grønne lyn-fremstød mod den hvide kasse.

 Herning KFUM-spiller fanget under opvarmningen til kampen.

Kuglen skal ind mellem stængerne!

Kasse-Kaj Jensen afsluttede efter et grønt hjørnespark fra sin favoritposition lige uden for feltet, KFUM målmanden var fikseret, og kun de sidste sparsomme hår på den hvide mand på stregen afgjorde, at HIF ikke kom foran 1-0.

Og Michael-guld-og-grønne-skove burde vel nok have gjort det til 1-0, da han på en frispilning fra overtegnede ikke bare stod, men måske også følte sig mere fri med KFUM-keeperen end en overstadig glimmerbøsse til Gay Pride.

Og måske derfor valgte Michael at hagle læderkuglen ind et sted mellem solar plexus og kalorius på den i sandhed overraskede målvogter.


Hanekyllingen fik pip

KFUM-spejderne var muligvis fortvivlede over at deres æterisk-, jomfruelig-hvide klædestykker havde fået en mørkere, mere jordnær tone, og derfor brugt de mund som en utilnærmelig  kæltring.  Helt galt gik det, da HIF’s  Tempo-Torben i to omgange grisede en hvid til med to vel sene tacklinger.

Da fór fanden i den hvidblusede, der fra det dybeste dyng hakkede gloser op, som ellers kun høres på de allerslibrigeste udskænkninger i Vladivostok!

For denne grådkvalte sprogekvilibrisme fik KFUK-spilleren et velfortjent  gult kort, som snildt kunne være vekslet til et fuldtonet rødt et af slagsen.

Men nu var det som om herningenserne havde fået pip og deres nummer 11, måtte bestemt være blevet forstyrret i hovedet, da han øjensynligt bildte sig ind at hans højtløftede albuer var sommerfuglevinger, han frit  kunne baske ind i smasken på de grønne stammer.

Dette bevirkede, at undertegnede lod sig vikle ind i et  traditionelt samoisk-stamme-skubberi, og senere fik en tændt Kimsillas forklaret fysikens love for den højtflyvende albue-kriger.

Grønbluset glæde

KFUM kom foran med et kvarter tilbage af kampen på et skud, der var tilpas klodset til, at Kimsillas blev snydt på stregen.

Men HIF knejser ikke med nakken, og kort efter blev Kaj Lunatic Jensen sendt i dybden med en perfekt bold fra den velspillende algierske multikunstner, Mohamed Chemchaoui, og Kaj Krølben bankede resolut bolden i kassen uden chance for den i luften hængende portero.

1-1, og endnu et point blev sat ind på den støt voksende HIF-konto.
       

Del på Google Plus

Om Haunstrup IF

Haunstrup IF er en hyggelig fodboldklub og håndboldklub, hvor der er plads til alle. I Haunstrup IF lægger vi vægt på det sociale og et godt kammeratskab, men når fløjten lyder giver alle deres bedste. Så har du lyst til at spille fodbold eller håndbold i en fodboldklub og håndboldklub nær Herning og samtidig blive en del af et stærkt sammenhold, så kom forbi midtjyllands hyggeligste sportsklub med senior herre-fodbold og senior herre-håndbold. Velkommen til Haunstrup IF.
    Blogger Comment
    Facebook Comment

0 kommentarer:

Send en kommentar