Om


Fodboldspiller


Om Haunstrup IF

Haunstrup IF er en mindre idrætsforening beliggende i Haunstrup 12 kilometer vest for Herning.

I Haunstrup Idrætsforening er der mulighed for at spille senior fodbold i serie 6 samt Old Boys fodbold. Desuden har klubben et herre-håndboldhold i serie 1.

Holdets spillere går altid på banen for at yde deres bedste, men det sociale sammenhold og en god stemning medlemmerne imellem vægter særlig tungt i klubben.

Haunstrup IFs historie

Der blev allerede spillet fodbold på skoledrengeplan i slutningen af forrige århundrede i Haunstrup. Men der skulle gå en del år, før Haunstrup Idrætsforening så dagens lys og endnu flere år før interessen for fodbold på organiseret plan opstod i byen.

Haunstrup Idrætsforening blev stiftet i 1948, og stadion blev anlagt og indviet i 1950. Med den festlige indvielse opstod der godt nok interesse for fodbold, men fodbold blev endnu ikke en fast del af idrætsforeningens virke. Indvielsen var i øvrigt en festlig begivenhed med stor tilslutning af omegnens beboere.

Interessen førte stadig ikke noget med sig, for foreningen var for lille til, at der både kunne være håndbold og fodbold, og modsat fodbold, så havde håndbold bidt sig fast.

Det så heller ikke ud til, at fodbold havde en fremtid i foreningen, for i 1958 blev fodboldbanen pløjet og lejet ud til kartofler om sommeren, og bagefter blev den tromlet for at blive klar til såning.

Men i 1961 kunne klubben endelig mønstre et helt fodboldhold, da nogle drenge ønskede at spille fodbold. De fik en god sæson, og nu så det ud til, at fodbold kunne få fodfæste i foreningen.

Året efter begyndte et stort arbejde med at planlægge klubhus på sportspladsen i Haunstrup. Det blev opført ved hjælp af frivilligt arbejde og med støtte fra kommunen. Efter indvielsen blev klubben løbende moderniseret, blandt andet med lys og varmt vand.

I 1965 blev der tilmeldt 1 hold drenge junior og 1 hold små drenge til indendørsfodbold i vinterturneringen. Først nogle år senere blev der tilmeldt et Serie 6 hold, men kort efter blev tilgangen så stor, at klubben kunne stable to Serie 6 hold på benene.

I protokollen fra 1969 stod der:

"Der sker noget i Idrætsforeningen. Spillerne træner og træner, deltager i faste turneringer og er gæstespillere ved sportsstævner rundt omkring. Somme tider placerer Haunstrup sig pænt i turneringerne, til andre tider går det knap så godt."


Arrangementer giver bedre økonomi

I midten af 60´erne arrangerede Haunstrup IF forskellige ting, der kunne give et tilskud til økonomien. Foruden gåse-andespil kom Sportsugen også ind som en tilbagevendende begivenhed, hvor der blev konkurreret i håndbold og fodbold. Desuden har der været loppemarked i lagerhallen ved Hedekorn.

I midten af 90´erne blev et årligt loppemarked en fast del af Haunstrup Idrætsforenings og Haunstrup Borgerforenings aktiviteter. Herfra blev opnået et fint overskud.

Lokalsamfundet

Det drejer sig ikke kun om resultater i den lille landsbyklub Haunstrup IF. Det sociale betyder lige så meget. Det er også noget, som idrætsudøverne sætter pris på.

I byen med få indbyggere har idrætsforeningen gennem årene haft en stor del af disse indbyggere som medlemmer, også i de perioder, hvor klubben kun har haft et seniorhold tilmeldt turneringen. Det har vist sig, at hvis man først er begyndt at spille i klubben, så bliver man ved. Klubfølelsen er stor. Derfor har Haunstrup medlemmer fra et meget stort opland.

Højdepunkter

Frivillige hænder og mange indsamlede midler gav Haunstrup IF chancen for at bygge nyt klubhus.

Efter at have brugt nogle år på at tumle med planer om at bygge et nyt klubhus, fik klubben at vide, at Haunstruphuset skulle udvides. Udbygningen skulle være 288 km, og her fik klubben tilbudt det halve. Prisen på byggeriet blev anslået til omkring 400.000 kroner.

Det blev forelagt Haunstrup IF´s medlemmer på en ekstraordinær generalforsamling, og her blev det vedtaget at stable en indsamling på benene. 80.000 kroner blev der samlet ind, og klubben havde desuden udsigt til en del frivillig arbejdskraft.

Herefter gik klubben i kast med byggeriet. Der blev udført et godt stykke arbejde i efteråret og vinteren, og resultatet blev da også et nyt klubhus med kantine, kiosk, toiletter og to omklædningsrum.

Samme år fik klubben også anlagt to baner og senere blev der installeret lysanlæg på stadion.

*Kilde: Jysk fodboldhistorie 



    Blogger Comment
    Facebook Comment

0 kommentarer:

Send en kommentar