Fjelstervang-folkene kunne i år nyde deres byfest-øl helt uden den beske bismag af malurt og nederlag, som storbror HIF ellers vanligvis drypper i det røde bæger på denne tid af året.
Møderne mellem de to nabo-klubber var sædvanen tro intens til allersidste fløjt, men denne gang trak de røde smådjævle altså det længste strå.
HIF først på tavlen
Det var et stærkt og veloplagt hjemmehold der tog imod de grønne hirdmænd fra Haunstrup. Der var ære og revanche på spil. Alligevel var det HIF, der først kom på måltavlen.Thomas Tarri kastede et laaangt indkast i højre side til undertegnede, der med et lille lob og en dribling slap fri af de røde og dernæst sendte bolden ind i feltet til Niels Haunstrup, der elegant lobbede bolden over den fremadstormende Fjelstervang-keeper.
En klar streg i regningen til et noget rystet hjemmeholde, der også var tæt på at blive straffet yderligere, da Kaj Jensen, (i dagens anledning kortvarigt i front) var lige ved at nå forrest på et indlæg fra højre side fra denne taste-mus.
Fjelstervang kom også snublende tæt på at få et straffe dømt imod sig, da Niels fik to solide Fjelstervang-hænder plantet dybt i rygstykkerne, men dommerens fløjte forblev tavs som evigheden.
Rød dominans
Herefter stod der dog FjelSTARvang på det meste - både hvad angik spillet og chancerne. For da først benen var varme, flød pasningerne som skidt fra en spædekalv og The Evergreens havde mere end nok at se til.Udligningen kom efter langvarig dominans og blev udløst af en fejl i de bagerste geledder hos de grønne.
Fjelstervang gik mest efter sejren, og var også det bedst spillende hold, mens Haunstrup mere og mere forfaldt til at losse lange bolde frem mod angrebet, der så på soloridts hovedkulds stødte mod et mere og mere solidt rødt forsvar.
Sejrsmålet blev scoret godt halvvejs inde i 2. halvleg på et indlæg fra højre side som FjelsterTVANG-angriberen let kunne sparke forbi en ellers velspillende Kim i det grønne mål.
Der var ikke godt spil, men dog intensitet til det sidste i de grønne støvler. Thomas Tarri forsøgte sig med et frispark i kanonkugle-klassen, som dog var tæt på at flå hovedet af en af de røde der kom i vejen for dens bane.
Heldigvis kunne den stakkels mand dog efter lidt tid i drømmeland rejse sig op igen, nu blot et hoved kortere.
Sejren til FjelSTARvang må siges at være fortjent, og i god nabo-stil fik vi HIF-drenge så lov at trøste os med en kølig fadøl på værternes regning.
0 kommentarer:
Send en kommentar