Det kostede blod, sved - og måske også en tåre eller to - at hive det ene point med hjem fra Frederiks i en intens og til tider velspillet kamp.
At finde vejen
Da Sunds Hellboys havde fået kolde horn og klove og derfor meldte afbud til daten med grøntkværnen på Haunstrup Stadion sidste onsdag, var det 14 dage siden The Evergreens sidst havde været ude at fjolle med hæl og tå.Det kunne måske mærkes i begyndelsen, hvor et meget kapabelt hjemmehold lagde pres på de grønblusede. Arne-anfører tog til en start pladsen mellem stængerne så Thomas T. kunne få tændt for GPS’en og famle sig vej til Frederiks.
Som kampen skred frem kom HIF langt bedre med og især hjemmeholdets højre side var en åben invitation til en gang quickstep. Desværre formåede De grønne slagtere ikke at omsætte chancerne til mål, og så var det i stedet Alheden, der lidt heldigt kom foran, da en bold snittede en grønbluset forsvarsspiller, der derved ophævede offsiden.
Den stod også 1-0 ved pausen efter en intens og afvekslende 1. halvleg.
Åben slagudveksling
I 2. halvleg var det HIF der havde teten rent spillemæssigt og Michael spydspids jagtede opportunistisk, hvad der lignede en tabt bold, men målmanden sparkede af uransaglige grunde bolden lige ind på den fremadstormende Michael, og så fløj bolden i en fin bue tilbage over keeperen og ind i mål.Glæden var dog kortvarig, for minutter efter fik hjemmeholdet tilkendt et mere end tvivlsomt straffespark, da Jesper fornemt tacklede en hvidklædt, der fløj som en engel, men skreg som en tumling med karies. Dommeren var overbevist, og til trods for Thomas T. forsøg på at psyke, bragte Alheden sig igen foran.
Den grønne bænk var blottet for friske kræfter, men alligevel svang de trætte elleve på banen svøben over Alhedens defensiv. Det var flere gange ved at blive rigtig farligt.
På et indlæg fra højre side stiger Ismael til vejrs, men hans panden mødte ikke, til hans lige dele forundring og smerte, en læderbold, men derimod en modstanders ildelugtende, og med knopper besatte læderstøvle.
Blodet fosser ud af næsen på den tyrkiske fighter, og dommeren peger korrekt på 11-meter pletten.
Mohamed eksekverer sikkert bolden i mål, og så endte det 2-2 i en kamp, begge hold havde stor ære af.
Næste onsdag gælder det så Videbæk på Fort Haunstrup
0 kommentarer:
Send en kommentar