Sunds IF Old Boys – Haunstrup IF Old Boys: 1-1


En jævnbyrdig affære endte efter lidt småskærmydsler med en 1-1 deling mellem de røde og grønne kamphaner.

På Sunds nylagte kunstgræsbane tørnede gæsterne fra The Evergreens sammen med Sunds Hellboys i en intens kamp med en del mundhuggeri – men det er mere eller mindre fast praksis, når de i denne forstand to komplementærfarver grøn og rød brager sammen.

Sirenesang fra Sunds

Det var indrømmet en noget mærkelig oplevelse for denne skribent, der lokket af sirenesang fra Sunds, har måttet afsværge evig troskab mod den grønne trøje for en indgangsbillet i de røde lejesvendes fællesskab. Sådan kan ungdommelig idealisme så uskønt trædes under fode af tung konformisme og endnu tungere magelighed!

Nå men tilbage til rørelserne på banen. Haunstrup lagde bedst ud med hurtige bolde frem mod angrebet, der lagde pres på Sunds bagerste rækker, som ikke just har hurtighed som deres spidskompetencer. Men efterhånden som kampen skred frem blev kampen en mere åben slagudveksling med tilløb i begge ender.

Det var HIF der bragte sig i front på et mål, der ender et sted mellem Niels Haunstrup Og Michael Jensen, der måske, måske ikke fik en hårtot på indlægget så Sunds målmanden fik et alibi for at skubbe bolden det sidste stykke ind i mål.

Undertegnede tog chancen udenfor feltet og skød med en tåhyler, der knækkede i luften, men den grønne formand Charles Manson kastede sig, så lang han nu engang er, og fik ved de olympiske guders mellemkomst skubbet bolden over mål.

Haunstrup fik yderligere vind i sejlene, da en af Hellboys helt slemme drenge, Lennart, fik en velfortjent ostemad for brydegreb og karatespark på Niels Haunstrup.

Mod al logik var det dog Sunds der fik mest vind i de røde sejl en mand nede.

Og efter et par tilløb til chancer, huggede det norske fjeldgranit Oystein til kuglen, der også adlød det norske tungemål, steg op i højderne og svævede som en skihopper i Lillehammer over Charles og ind i mål. Udligning til 1-1 og derved blev det. Hellboys og Hulk Boys endte med en deler, og det var nok ikke helt ufortjent..



Del på Google Plus

Om Haunstrup IF

Haunstrup IF er en hyggelig fodboldklub og håndboldklub, hvor der er plads til alle. I Haunstrup IF lægger vi vægt på det sociale og et godt kammeratskab, men når fløjten lyder giver alle deres bedste. Så har du lyst til at spille fodbold eller håndbold i en fodboldklub og håndboldklub nær Herning og samtidig blive en del af et stærkt sammenhold, så kom forbi midtjyllands hyggeligste sportsklub med senior herre-fodbold og senior herre-håndbold. Velkommen til Haunstrup IF.
    Blogger Comment
    Facebook Comment

0 kommentarer:

Send en kommentar