Gulle var ikke gode, HIF var bare meget ringere, og så blev det til sæsonens første nederlag.
Op til kampen havde Gulle forsøgt sig med en gang psykologisk krigsførelse i form af udsættelse, aflysning for så dernæst melde sig klar til kamp. Måske det gav Nordherningenserne et mentalt overtag, i hvert tilfælde var HIF pivringe i sommervarmen, hvor al initiativ, løb med og uden bold, afslutninger, opdækning - you name it - formelig smeltede som vaffelis i ørkensolen.
Gulle var ikke prangende, bare bedre end de grønne og på dårlig opdækning og en eller to underkendte offsides, spadserede de bolden i mål.
HIF var ingenlunde uden chancer, 3 eller 4 kæmpechancer blev det til, men riffelsigtet må være blevet bøjet af solens varme, for på en eller anden vis lykkedes det hver gang at ramme helt ved siden af.
I en adstadigt spillet kamp hungrende efter drama, opstod den største action ved tre uheldige selvskader, tre knæskader: to til Gulle og en til HIF.
Langt om længe kom HIF på måltavlen, da undertegnede modtog en bold fra Jonas, sendte den videre til Arne, der uselvisk spillede bolden bagud til Flemming, der næsten ikke kunne andet end at score.
4-1 skulle måske snarere have været 5-3, men ingen tvivl om, at det var sæsonens dårligste kamp for de grønblusede - måske den dårligste kamp siden Sophus 'Krølben's ulyksalige dage.
Et lille plaster på det åbne benbrud var det dog, at Gulle efter sejren stillede øl frem til de tørstige tabere som en lille undskylding for al spasen med kampflytteriet.
0 kommentarer:
Send en kommentar