HIF – Troldhede GIF: 4-3


Fino alla fine – kæmp til sidste dommerfløjt – er den stolte italienske fodboldklub Juventus slogan, men det kunne lige såvel være Haunstrup IF’s, for det er en kerneværdi, der står mejslet ind i spillernes DNA, og i gårsdagens kamp var det da også viljen til sejr, der mere end noget andet hentede de tre point i hus.

Under en sløret mælkehvid himmel skulle HIF mod Troldhede følge op på turnerings åbningskamp ude mod Barfod Vorte, hvor det blev til en flot 4-1 sejr. Mohamed og spydspids Rasmus ’Golden’ var ikke med, men til gengæld var Jens Dahlin klar, og der var debut til den nye HIF-spiller, José Pedersen, mens en gammel kending, den fortabte søn, Morten Lodahl, for 90 minutter vendte Herning forstaden Silkeborg ryggen for at vende hjem til lykkens landsby, Haunstrup. Og som den lykkens pamfilius han er, skulle han komme til at sætte et afgørende fodaftryk på kampen.


Dybe dyder

Lad os være ærlige og sige, at det etablerede spil var en lille udslettet by tæt ved Tjernobyl for HIFs vedkommende, der kampen igennem ikke kunne få afleveringerne til ordentligt at flyde mellem de 11 mand på banen.

Alt for mange lette bolde blev tabt på dårlige afleveringer, og en unødvendig febrilskhed blandt de grønne gjorde, at andre dyder end det polerede spil måtte på bordet, for at der kunne høstes point mod en ikke overvældende modstander.

En af disse dyder var dødboldsituationer, hvor Thomas Tari ’Thorshammer’ åbnede ballet med et knaldhårdt frispark, som målmanden stod chanceløs over, og så stod der 1-0 til De grønne.

Ud af ingenting udlignede Troldene fra heden på, hvad der lignede et indlæg, inden Thomas på et straffespark begået mod Frederik gjorde det til 2-1.

Så vidt så nogenlunde godt, men i løbet af 2. halvleg skiftede kampen karakter, så det nu i stedet blev HIF, der skulle jagte Troldhede, der bragte sig på 2-2 og siden også 3-2 med kun en 10 minutters tid igen.

Og med den spand isvand i hovedet, skulle de grønne finde det frem som spanierne omtaler som garra og italienerne kalder grinta, den der altopofrende vilje til sejr, viljen til at fighte til man dejser omkuld med støvlerne på.

Og det lykkedes, for mens de hærdebrede trolde fra heden faldt som bly violer for den første sommerbrise, og hulkede, som kun rigtige prinsesser kan gøre, ja så udlignede Coach Romvig på et fornemt langskud, hvorefter den-der-lo-sidst-Lo-dahl-bedst, da Morten Lodahl på Ismails fine gennembrud nærmest skøjtede bolden ind til afgørelsen 4-3 til HIF.

Spillet var langt under middel, men fighten og viljen til at give det sidste, man havde i sig, var til topkarakter. Thomas havde sørget for kaffe i pausen og betydningen af det koffeinfix må nok heller ikke undervurderes.

Næste søndag er det så topkamp, når HIF møder topholdet Fjelstervang, der er kommet flyvende fra land med seks point og en scorer på hele 13-4 efter to kampe.

Del på Google Plus

Om Haunstrup IF

Haunstrup IF er en hyggelig fodboldklub og håndboldklub, hvor der er plads til alle. I Haunstrup IF lægger vi vægt på det sociale og et godt kammeratskab, men når fløjten lyder giver alle deres bedste. Så har du lyst til at spille fodbold eller håndbold i en fodboldklub og håndboldklub nær Herning og samtidig blive en del af et stærkt sammenhold, så kom forbi midtjyllands hyggeligste sportsklub med senior herre-fodbold og senior herre-håndbold. Velkommen til Haunstrup IF.
    Blogger Comment
    Facebook Comment

0 kommentarer:

Send en kommentar