Haunstrup IF Old Boys – Vorgod Barde M&F Old Boys: 4-0



Når Storebror - også i dette tilfælde HIF - og lillebror, Vorgod Barde, tumler rundt, går det ofte hedt for sig, og gårdsdagens sæsonåbner var ingen undtagelse. Her blev Vorte Barfod den lille, der blev sendt hjem i seng med røde øre og jod på endestykket efter fire velplacerede klask i den private ende.

A thing of honor

Når HIF Evergreens og Vorte Barfod ramler sammen, er der selvfølgelig meget mere på spil en de tre sølle prosaiske point. Det drejer sig om ære, om gamle regnskaber og personlige venskaber, der i 70 minutter skal stå sin prøve.

Det er familien Haunstrup delt i to i 70 minutter, når Niels Haunstrup trækker den smukke grønne dragt over de brede landmands skuldre, mens den tidligere HIF’er, brormand Anders Haunstrup, forsager et efternavn, der ellers forpligter, og trækker i natmændenes, Vorte Barfods, skyggeblå skjorter, og alle familiebånd sættes på pause.

En høtyv i det bløde mellemgulv

Sædvanligvis er det resultatmæssigt nogle lige kampe mellem de to nabobyer, men det var dog ikke tilfældet i gårdsdagens dyst. Vorgod-Barde er det mest boldspillende af de to hold med spil, der bygges op fra forsvaret over midtbanen og frem til angrebet.

Men den måske overdrevne tro på egen boldkunne også i de bagerste rækker kostede dyrt, da HIF’erne lagde en tungt, evigt jagtende pres på Vortes bagerste rækker.Vortes forsvar spillede lidt for meget fandango i 1. halvleg - eller var det snarere russisk roulette med en skarpladt kalashnikov – og før eller siden går den slags jo galt.

Første gang denne nonchalance blev straffet, og Vorte løb direkte ind i en grøn høtyv, var på en mistet bold, som Klaus præcist ekspederede videre til Niels, der fornemt lobbede bolden over målmanden og ind i mål.

Kort efter var den gal igen, da fumleri i forsvaret resolut blev straffet af energibundtet Lucas, venligt udlånt af serie 5 holdet. Mohamed gjorde det til 3-0 efter helt køligt at have rundet målmanden - og igen var det efter et højt HIF pres.

Vorgod hang groggy i tovene, for deres spil havde ingenlunde været dårligt, måske ikke målrettet nok, men egentlig ganske fint. De var bare blevet ramt tre gange af et godstog i topfart.
I anden halvleg svandt kræfterne hos de grønne, og initiativ og chancer var i Barfods farvør, men uden at det blev omsat til mål.

På en fin bold fra Ole Larsen løb undertegnede fri af sin oppasser, og jeg nåede lige at snitte bolden forbi den fremstormende Vorte-keeper og hen til Niels Haunstrup, der så let som ingenting kunne spadsere bolden i mål til resultatet 4-0 til de grønne. En femstjernet sæsonåbner fra De evigt grønnes side.

Næste onsdag er holdet oversidder inden det onsdagen efter gælder Hammerum på hjemmebane. 
    
Del på Google Plus

Om Haunstrup IF

Haunstrup IF er en hyggelig fodboldklub og håndboldklub, hvor der er plads til alle. I Haunstrup IF lægger vi vægt på det sociale og et godt kammeratskab, men når fløjten lyder giver alle deres bedste. Så har du lyst til at spille fodbold eller håndbold i en fodboldklub og håndboldklub nær Herning og samtidig blive en del af et stærkt sammenhold, så kom forbi midtjyllands hyggeligste sportsklub med senior herre-fodbold og senior herre-håndbold. Velkommen til Haunstrup IF.
    Blogger Comment
    Facebook Comment

0 kommentarer:

Send en kommentar