I en målrig og meget afvekslende kamp mellem to jævnbyrdige modstandere, snuppede HIF sejren, og dermed kan der gøres status efter de tre træningskampe op til turneringsstarten.
Rindum SU-Haunstrup IF: 7-0
HIF serie 6 indledte træningsturnering med en ordentlig afklapsning mod Rindum (ved Ringkøbing). Da Rindum ikke kunne mønstre 11 kampklare spillere, blev kampen afviklet som en 9 mod 9 kamp.Det var ikke til HIF´s fordel, da spillet derved blev mere kompakt, og hver enkelt spiller skulle være mere bevægelig uden bold – og det slet ikke mod et stærkt serie 5 mandskab som Rindum, der som Speedy Gonzales gang på gang løb igennem midten af banen, mens de blytunge Haunstrupstøvler stod dybt begravet i den glatte og mudrede bane.
Der blev afprøvet nye roller på banen for de grønne, og vi må nok sige organisatorisk og defensivt var den grønne linje fast og lige som Kong Volmers r.. - og det er som bekendt ikke af det gode.
Tilføjes må det da også, at HIF reelt var overmatchet mod en bedre modstander. Det til trods kom de grønne krigere til 3-4 rigtig store chancer, som desværre ikke blev puttet i kassen.
Hover UIF-Haunstrup IF: 1-3
I arktisk kulde og på en bane der var hård som bagsiden af månen, skulle HIF forsøge at genrejse æren efter det store nederlag mod Rindum. Og det lykkedes takket være bedre boldomgang og bedre organisation end modstanderen.Dertil kom at Frederik på fløjen spillede en af sine bedste kampe for HIF. Konstant var han udfordrende og direkte i sine løb mod de tungere Hover-folk.
Det var da også fra Frederiks støvler at bolden fandt vej til nettet for de grønne, da Frederik fløj afsted på flanken og udplacerede målmanden. 0-2 blev det da et indlæg fra samme Frederik mødte Rasmus Golden-boots højre inderside.
Til slut i 1. halvleg gik HIF ned i gear og det gav pludselig muligheder for Hover. Det var under en af disse at Allan i målet ramte ind i stolpen og flækkede sit øjenbryn. Rasmus G stillede fodboldstøvlerne, og agerede i stedet ambulancekører for den uheldige mand i mål.
Derfor blev 2. halvleg afviklet som en 9 mod 9, da HIF ikke havde udskiftere med til kampen. Ismail kom ind på mål og gjorde det godt, men han kunne dog ikke forhindre hjemmeholdet i at reducere til 1-2.
Nu var Haunstrup i defensiven, men da en dårlig clearing fra Hover endte lige uden for feltet, kunne undertegnede med en halvflugter mod det øverste højre hjørne af målet afgøre dysten til en 3-1 sejr til The Hulks.
Haunstrup IF-Spjald IF
Årets første hjemmekamp bød på en flot sejr over et fysisk spillende Spjaldhold med gode, gennembrudsfarlige kanter.Rasmus Lind gjorde det til 1-0 efter et minut eller to, efter den anden Rasmus havde snittet bolden videre i feltet. 2-0 blev det hurtigt efter, da et indlæg fra Frederik fandt den glidende, gyldne Rasmus, der måske fik hjælp af hånden til at få bolden det sidste stykke over stregen.
Det blev også 3-0, da undertegnede på en fornem stikning fra Mohamed brugte højre inderside til at passere målmanden.
Men desværre gik Hulks, som det så ofte sker, ned i kadence, og så hoppede et ellers groggy Spjald-hold op af sækken og fik nærmest ud af intet scorede to gang på Ismail i mål.
Nu lugtede udeholdet blod og lagde derfor et vedvarende pres på de grønklædte, hvis kræfter svandt som minutterne langsomt sled sig afsted. Det gode organiserede spil, som kampen var indledt med, var der ikke længere overskud til, men alligevel var HIF konstant farlige på de direkte løb fra de to gange Rasmus og Frederik Fart.
Efter en hurtig omstilling og hjørnespark som Coach Romme tog sig af, steg Mohamed højt til vejrs, og i to omgange gjorde han til det 4-2 for The Hulks til trods for de frustrede Spjald-spilleres mange protester over, at bolden ifølge dem skulle have være dømt ude.
På udskiftningsbænken sad kun en enkelt spiller, og det var hverken Peter Sukkertop ej heller Peter Sommer, der bankede på, det var derimod Peter Andersen aka ’Kutteren’, som med et større besvær krængede Harboør-habitten af korpuset, og denne omstændige manøvre måtte så gøre det ud for ordentlig opvarmning.’Kutteren’ fik dog damp under kedlerne og leverede flere gode løb ned af venstre flanke.
Hele holdet leverede en flot fighterindsats, hvor samtlige mænd gav alt, hvad de havde i sig. Mange lovende takter kan forhåbentlig tages med, når turnering i begyndelsen af april sparkes i gang.
Endelig skal det da også fremhæves, at Rasmus G til Coach Rommes store vantro barslede med et hattrick, der blev fuldbragt med målet til 6-4 for HIF. Fire mål i tre kamp må bestemt give genvalg til pladsen som grøn spydspids.
0 kommentarer:
Send en kommentar