De grønne skallesmækkere har i umindelige tider haft gevaldige problemer med de purunge hurtigløbere fra Vorgod Vorte. Søndagens topkamp blev ingen undtagelse.
Dårlig start
HIF var til kampstart ramt af mange afbud i den vigtige kamp mod blågårds-drengene fra Vorgod. Coach Romvig satte en forsigtig defensiv opstilling, da Vorgods hurtigløbere ofte har løbet de grønne skanser over ende. Dommeren havde dog just fløjtet op før end at Vorgod på deres første angreb fik lov at spadsere igennem og gør det til 0-1. Ikke just den start de grønne hjerter havde drømt om.Vorgod trykkede på og havde stor overvægt af chancer og spil, men langsomt kom HIF ind i kampen igen i kraft af ren vilje – reel spil med bolden opnåede de grønne kun i få perioder. Helt med i kampen kom HIF, da Frederik udlignede efter en god tur på venstrefløj. Det kom lidt ud af ingenting og affødte stor frustration hos gæsterne.
En ti minutters tid var hjemmeholdet dominerende,men kort inden pausen lykkedes det Vorgod at slippe igennem med det, der var deres varemærke og stærkeste våben, lynhurtige kontra, der satte de tungere og langsomre grønklædte af – og gøre det til 1-2.
Maren red de grønne
2. halvleg blev et mareridt for de grønne: kræfterne var få, afleveringerne helt skæve og hovederne bukkede, i takt med at Vorgod straffede de mange fejl.
Fem gange scorede de blåblusede i 2. halvleg, og selvom Vorgod var et klart bedre hold på dagen, så blev nederlaget unødvendigt stort, da det var som om de grønblusede tidligt i 2. halvleg stemplede ud og kastede håndklædet i ringen mod en bedre modstander. Et enkelt gult kort blev det også til for HIF, og meget mere er der ikke at sige om den kamp.
Gejsten, fighterviljen - over en hel kamp - og langt større træfsikkerhed i de simple afleveringer skal på menuen, hvis HIF skal op i sadlen på den grønne ganger og tage point ude mod Vinding IF næste tirsdag.
0 kommentarer:
Send en kommentar