Der blev kæmpet til sidste blodsdråbe, da de to kolosser bragede sammen i en medrivende match.
Toppen af poppen
Haunstrup Stadion lagde onsdag aften græstotter til en kamp i sværvægtsklassen, da toppen af poppen, nummer et i gruppen, det altid velspillende Hammerum-hold, tørnede sammen med de indædte fightere i Herkules-størrelse fra HIF Evergreens.HIF indledte med 2-3 rigtig store chancer, der med større præcision og blik for medspillere havde givet en hurtig føring. Men som kampen skred frem, satte gæsterne sig stadigt tungere til rette i førersædet, og med hurtige kombinationer og lette løb maste de den grønne Hulk langt ind i egen ildelugtende hule.
Bæstet tæmmet i egen hule
Og med først en, så to og endelig tre gode mål syntes Hulk-bæstet bundet og bastet og spillet ude, før det for alvor var begyndt. Det var et rystet og rødkindet HIF-hold, der gik ud til halvleg efter en usjov tur i Hammerums klaske-maskine.Men så skete forvandlingen; Hulken ønskede ikke længere at leve som træl, men flåede endelig lænkerne af sig og gik lige i struben på den røde Beelzebub. Med fight og gode løb kom spillet tilbage til HIF, der nu pressede et alt for mageligt Hammerum længere og længere tilbage på egen banehalvdel.
Back in Business
Fra at spille som en pose halvrådne nødder i første halvleg, hvor afleveringerne blev sendt afsted uden skygge af adressat til nu at dominere spillet med lynsnart pres og nydelige kombinationer op af banen. Chancerne blev stadigt større til Evergreens, og snart fulgte belønningen, da Haunstrup med to gange reducering kom op på 2-3.I de døende sekunder fik De Grønne Slagtere endda mulighed for at hugge det ene point, da Kaj ’Uwe’ Jensen skar det møre Hammerum-forsvar i helt tynde striber og derefter serverede en lækkerbisken af en aflevering for den fremadstormende Skarpretter, ’ Bødlen’ Flemming ’Flomse’.
Og 'Bødlen' svang godt nok øksen, men den rettede desværre kun skade på luften, og så kunne Hammerum ånde lettet op og drage afsted med alle tre point i behold, mens Haunstrup kunne være stolt af en flot indsats i 2. halvleg.
Næste onsdag er der dømt arvefjendeopgør når Real Haunstrup ude møder Atletico Fjelstevang.
- Haunstrup IF Old Boys – Hammerum IF Old Boys: 2-3.
0 kommentarer:
Send en kommentar