Kampreferat Fjelstervang IF – Haunstrup Evergreens: 0-1

Der blev fejet og fejret, da arvefjenden fik en tur med den stride kost.

En dyngvåd bane, et klassisk møde og 11 revanchelystne karle. Der var kampvilje, stridslyst og momentvis godt spil, da The Evergreens tørnede sammen med de røde smådjævle i en helt lige match. Men som gode gamle Gary Lineker sagde efter kampen: ’Oldboys fodbold er et simpelt spil: 22 mænd, der løber efter en bold i 70 minutter, og til sidst er det Haunstrup, der vinder’.

Back on tracks 

Fjelstervang ønskede sig så brændende igen at kunne knejse med nakken i et lokalopgør efter nu at have været nede med selv samme nakke i en 6-7 opgør mod storbroder fra Haunstrup. 

Men også HIF havde noget at revanchere, da de i sidste uge blev bukket af Kelloggs Lind med 3-1 på hjemmebane. Det var første nederlag til Die Alten Grünes siden dengang svensken krydsede Storebælt og satte Frederik den Tredje skakmat.

 Efterdønningerne har som i det historiske fortilfælde rejst en tsunami af forundring, kritik og selvkritik. Årsagen til det pludselige fald fra tinderne søges (og kan måske mere end skimtes i det faktum, at dette blege spørgsmålstegn var særdeles skadet og derfor fraværende!).

Hvorom alting er, så er såvel serie-træner Kenneth ’Wannsinn’ som præsident Roberto Charlos begge som sunket i jorden, og mere end én iagttager har draget den oplagte parallel til galehuset Atletico Madrid i midt 90’erne under Jesus Gil y Gils kaotisk korrumperede ledelse. Uden den øverste leder var det derfor op til spillerne selv at dementere de vedvarende rygter om krise og nedgang. 

At feje for egen dør

Michael – or what’s left of him – indtog med stoisk ro positionen mellem stolperne, mens brormand Kaj ‘Uwe’ Jensen som en brøsig vicevært i brun kittel med blus på cerutten og kost og fejebakke i hånd samlede bolde, Fjelstervang-skrald og andre naturlige efterladenskaber op. 

Og her var det så at et stykke Fjelstervang-skrald, langt over sidste salgsdato, protesterede voldsomt over at blive fejet helt ud af banen. Som en brushane pustede han sig op og målte bryst med ’viceværten’, som var der tale om en Miss Univers-konkurrence. 

En kalkuleret forbrødring fandt sted lige da dommeren begyndte at rode rundt i baglommen – egen baglomme, selvfølgelig – og ganske uimponeret lod den sortklædte både vicevært og hr. skrald få ti minutters tænkepause i redskabskuret.
  
Også Niels ’Traktor ’ fik lov at sidde en ti-minutters tid i bilen, da dommeren vurderede, at han havde været meget uartig og sagt dumme ting. 

Blod, sved og sejrstårer

Kampen som helhed bølgede frem og tilbage med megen intensitet i tacklinger, men få rigtig store chancer fra de to mandskaber, der kender hinanden, som en hånd kender en bukselomme.

Den latinamerikanske springbuk, Don T. svævede pludseligt højt op i den tynde luft, og der hilste hans ene hov så eftertrykkeligt på en Fjelstervang-spiller med næsen lidt for langt fremme. Og så flød det iltre blod i stride strømme. 

Som billedet tydeligt viser, er der  helt klart bold imellem, da Tarri svinger den sømbeslåede galoche. 


Et hændeligt uheld selvom de røde gjorde, hvad de kunne for at få det til at se ud som om, det var et rendyrket overfald fra en knivsvingende colombiansk sicario fra Medellín-kartellet. 

Midt i al denne svedige prusten og asen og masen, der bragte mindelser om den amerikanske udgave af spillet, bare uden hjelme og øvrigt beskyttelsesudstyr, faldt det afgørende mål:

Den listige boldtyv Mohamed sendte en maskeret aflevering afsted til denne rygtespreder og efter et enkelt træk, sendte jeg bolden skråt ind under mål, hvor Flemming ’Flumse’ med en inderside afgjorde dysten, og bragte Evergreens tilbage på førstepladsen. 

Endnu engang måtte de røde småbrødre forlade banen med uforrettet sag, mens HIF-ledelsen nu turde komme frem fra deres flyverskjul efter den værste snak om krise for en tid er forstummet.

Del på Google Plus

Om Haunstrup IF

Haunstrup IF er en hyggelig fodboldklub og håndboldklub, hvor der er plads til alle. I Haunstrup IF lægger vi vægt på det sociale og et godt kammeratskab, men når fløjten lyder giver alle deres bedste. Så har du lyst til at spille fodbold eller håndbold i en fodboldklub og håndboldklub nær Herning og samtidig blive en del af et stærkt sammenhold, så kom forbi midtjyllands hyggeligste sportsklub med senior herre-fodbold og senior herre-håndbold. Velkommen til Haunstrup IF.
    Blogger Comment
    Facebook Comment

0 kommentarer:

Send en kommentar