Kampreferat KLG – Haunstrup IF Old Boys


HIF var på en svær opgave ude mod nedrykkerne fra B-rækken, Kollund/Lind. Et par ordentlige tordenskrald med medfølgende nedbør gødede banen, og gjorde den ideel til glidende tacklinger i halsbrækkende-harakiri-stil for de rød og grønklædte samuraier.

Trods højt pres og tætte markeringer fra KLGs side, var det gæsterne fra HIF, der bragte sig i front i en klassisk hurtig omstilling, som Niels Haunstrups satte sidste fod på.

Loco-loco-motivførere

KLG lagde tungt pres på og havde nok boldovertaget, men HIF blottede de savtakkede tænder, hver gang en kontrachance bød sig. I front var IC4-toget Igor og Tjuf-tjuf Haunstrup lokomotivfører i konstant ekspresfart mod den røde endestation.

Det var også efter nok en omstilling at T-igor med en god aflevering fandt denne blonde tastetrykker, der fra højre side i målfeltet med et signatur-lob sendte bolden henover KGB-målmanden og dermed øgede til 2-0 for gæsterne.

KGB svarede hurtig igen med en flot reducering til 1-2, og eftersom de røde nu fik blod på tandstumperne, måtte HIF fighte en vis bortcensureret legemsdel ud af bukserne.

Den røde kålorm blev kvast i barkede næver  

Bagkæden med ’Klausowich’, Olé Larsen, Henk Beboer og Kaj ’Uwe’ Jensen leverede en solid fighterindsats, der ganske effektivt sparkede KGB’s ræverøde drømme i smadder.

Hebe, ungdommens gudinde kastede sit lod på den indskiftede yngling Lind, der to gange var endog meget tæt at kunne øge føringen. Også Coach K. Vonsild blev kastet ind som en terrier blandt kattekillinger.

Det sidste kvarters tid formede sig som en langvarig belejring af det grønne målfelt men med solid opbakning og godt målmandspil blev kastagnetterne gang på gang raget ud af den flammende lue.

Til allersidst gik der dog et sug gennem de grønklædte, da keeper Charlos efter at have plejet usømmelig nærkontakt med en rødhætte, lå visselig færdig som gårdsanger – som en Teddy Eddelman på vej hjem til Himmelhunden efter et gennempløret Studsgårdbal –. Med hiv og sving kom Haunstrups nummer et dog på benene og gennemførte resten af kampen.

En flot og overraskende sejr kom i hus først og fremmest på fight og to gode kontramål. Så mangler der blot næste uges dyst hjemme mod Fjelstervang lige i hjertet af Byfesten, inden sommerferien står herude og banker på.

Del på Google Plus

Om Haunstrup IF

Haunstrup IF er en hyggelig fodboldklub og håndboldklub, hvor der er plads til alle. I Haunstrup IF lægger vi vægt på det sociale og et godt kammeratskab, men når fløjten lyder giver alle deres bedste. Så har du lyst til at spille fodbold eller håndbold i en fodboldklub og håndboldklub nær Herning og samtidig blive en del af et stærkt sammenhold, så kom forbi midtjyllands hyggeligste sportsklub med senior herre-fodbold og senior herre-håndbold. Velkommen til Haunstrup IF.
    Blogger Comment
    Facebook Comment

0 kommentarer:

Send en kommentar