Kampreferat: Sunds - Haunstrup IF, serie 6


Fra at spille bolden rundt mellem de måbende modstandere i hidtil ukendte geometriske former og figurer i 1. halvleg til i 2. halvleg at udelade bolden af ligningen og bare sparke modstanderne rundt i rene straffeaktioner i langskaftet og fuldtonet SS-stil.

Winter is coming

Som fans af tv-serien Game of Thrones vil vide, befinder man sig i Sunds ’beyond the wall’, i det vilde, hvide land, hvor årstiden er underordnet, når sneen altid falder i monstrøst tykke flager, og vinden hyler sin iskolde, ensomme stemme mod en bortvendt måne.

Her blandt wildlings og white walkers skulle Haunstrup IF forsøge at få point med mod Sunds ,der overbevisende havde fundet deres foregående kampe.

Optakten

Efter flot fodbold og fine resultater i træningskampene mod reelle serie 6 hold, fik HIF en brat opvågnen i den første turneringskamp mod stærke Herning Fremad, der tog fra Haunstrup med en 4-0 sejr. I den næste kamp mod Vorgod Barde var ingen HIF-spillere rigtig sig selv i 1. halvleg, hvor Vorgod-Barde alt for nemt bragte sig foran 3-0. Men i 2.halvleg vendte billedet totalt med 4 HIF scoringer. Vorgod fik dog udlignet i det allersidste minut.

Dag og nat

Tilbage i sibiriske Sunds spillede HIF sig gang på gang med gode kombinationer, tålmodighed og fine løb ud af Sunds’ belejringsforsøg.

HIF leverede uden skygge af tvivl det bedste fodbold i denne sæson i 1. halvleg af matchen, og et par gange var der tilløb til store chancer. Én gang svigtede den stærke defensiv dog i det 43.minut, da en udækket Sundsspiller kunne heade bolden i mål efter hjørnespark. Men med 1-0 til pausen var slaget endnu helt åbent.

Men så i 2. halvleg faldt HIF´s fine kombinationsspil og løb for hinanden fuldstændigt sammen, mens de sibiriske horder samtidig kastede alt frem i frontalangreb på skanserne.

Deres suverænt dygtigste spiller, en lynhurtig, driblestærk Ronaldo-type var blot én blandt en håndfuld andre, der yderst venligt var udlånt af Sunds serie 3 hold. En irriterende uskik, der utvivlsom er ansvarlig for, at selv vægtløftning for kvinder i Rusland har et bedre ry og kan mønstre en renere sport en serie fodbold i Midtjylland!


Den dygtige boldspiller med nummer 69 på ryggen må have indgået en pagt med selveste Mefistoles, for talentet med fødderne blev modsvaret af en personlighed,  der ligger et sted lige midt imellem Kanye West, Komiske Ali og en fuldopblæst Herman Göring - træls er kun et alt for fattigt ord.



Things fall apart

Og i takt med at målene susede ind, lod HIF fløjlshandsker og hoveder falde til fordel for jernnæver og blystøvler.  Provoen i nummer 69 udslyngede hån, spot og latterliggørelse, som skidt fra en spædekalv, og dermed gjorde han sig selv til velvillig genstand for mange spark og målrettede hævnaktioner.

Marchordre blev uddelt med lind hånd til HIF´s beskidte dusin. Fra sidelinjen kunne vi så græmmes over ruinhoben: de forladte skyttegrave, de sønderskudte skanser, de tilbageværende spilleres nedslåede blikke og den iturevne drøm om, hvad spillet fra 1. halvleg kunne have bragt af triumfer.

 6-0 endte kampen, vistnok, med et par missede HIF-muligheder for reducering.

1, halvleg tager vi gerne med, og resten er lige til skraldespanden. Sejren har mange fædre, men nederlaget er forældreløst. Der er ikke andet for, end at de grønne må rejse sig i lokalopgøret mod Mohameds udvagte snejbjergensiske drenge.

Kampens spiller blev delt mellem Mohamed og Rasmund Lind, hver med fire stemmer.
Del på Google Plus

Om Haunstrup IF

Haunstrup IF er en hyggelig fodboldklub og håndboldklub, hvor der er plads til alle. I Haunstrup IF lægger vi vægt på det sociale og et godt kammeratskab, men når fløjten lyder giver alle deres bedste. Så har du lyst til at spille fodbold eller håndbold i en fodboldklub og håndboldklub nær Herning og samtidig blive en del af et stærkt sammenhold, så kom forbi midtjyllands hyggeligste sportsklub med senior herre-fodbold og senior herre-håndbold. Velkommen til Haunstrup IF.
    Blogger Comment
    Facebook Comment

0 kommentarer:

Send en kommentar