Kampreferat Haunstrup IF- Fjelstervang IF- Oldboys.



 
Sergio Leone kunne have instrueret og Ennio Morricone have lagt underlægningsmusik på, da der var dømt High Noon og Showdown i Haunstrup downtown mellem den krigeriske rødhude-stamme fra Fjelstervang IF og  de stovte-evigt-skråspyttende-og-kæbeknasende-sammenbidte-og-al-nymodens-pjat-misbilligende-gunslingers fra Haunstrup IF. Med andre ord lige præcis de stærke, tavse typer, som uden videre falbelader gør what a man gotta do.

Med en lavthængende,svigfuld sol, der mere indbød til polarjakke end til texansk BBQ, fiesta og ribs ad libitum blev det klassisk lokalopgør bedre kendt som  Æ rumlen å a hede skudt i gang. Som altid, når de to arvefjender mødes, var det helt tunge kavaleri kørt i stilling.


Den serbiske dansker

Men igen havde forudset at et løsgående missil med sit udfald ville bryde den tavse stillingskrig mellem de to hold. Manden var ingen anden end den af spionforfatter Leif Davidsen frisatte fiktionsfigur - Den serbiske dansker - af os andre bedre kendt som Igor Petricevic,  der efter en offsidekendelse, han bedyrede ikke at have hørt, med ét forvandledes til el toro bravo, der med sænkede horn og fnysende næsebor stangede kuglen af sted med ekspresfart mod Ringkøbing Fjord. 

Tyren bedyrede sin uskyld til manden i sort og til de tavse magter i det høje: Fjelstervangs røde klude og en veludviklet selektiv hørelse havde skylden for, at han ikke havde hørt dommerens hundefløjte. At en venligsindet Fjelstervang-spiller  forsøgte at afhjælpe den serbiske danskers momentane døvhed ved at spille en rask klør fem nær ved dennes højre øre, afhjalp ikke just problemet. Dommen var nådesløs: et sygelig gult kort blev slænget over disken.


Traktoren og høvdingen

Kampen vekslede frem og tilbage med angriberne som frygtløse desperadoer, der kastede sig ind i de fjendtlige skanser. På et af disse frontalangreb slog Haunstrups altid pålidelige John Deere til i skikkelse af Niels ’traktor’ Haunstrup, der med en rundskøjte høstede målet til 1-0.

Niels Haunstrup gør det til 1-0 for de grønne.

Men bedst som HIF kørte cruise control med omvendt kasket og kedeldragt, slog de snedige rødhuder til  i et uvederhæftigt bagholdsangreb: Shiting Bull erobrede bolden midt på banen og sendte stammens bedste mand af sted med et præcist pileskud. Høvding Blegfjæs tæmmede og sendte med et velplaceret spark tomahawk’en ind bag en sagesløs Harmonica man i skikkelse af Formand Charles Bronson, der ikke kunne gøre andet end at slå en sørgelig blues an. 

Flere mål blev det ikke til trods flere lige-ved-og-næsten-chancer i begge ender.  Efter slagets blodsudgydelser bevægede HIF´s spillere sig med respektindgydende værdighed over til det lokale vandhul , hvor de efter det månedlige karbad slængede sig i saloonen med lidt flydende hjertestyrkelse og et rygende søm mellem de tavse læber med de altid nedadvendte mundvige og den lavtsiddende Stetson. Men næste onsdag sadler vi igen.


Del på Google Plus

Om Haunstrup IF

Haunstrup IF er en hyggelig fodboldklub og håndboldklub, hvor der er plads til alle. I Haunstrup IF lægger vi vægt på det sociale og et godt kammeratskab, men når fløjten lyder giver alle deres bedste. Så har du lyst til at spille fodbold eller håndbold i en fodboldklub og håndboldklub nær Herning og samtidig blive en del af et stærkt sammenhold, så kom forbi midtjyllands hyggeligste sportsklub med senior herre-fodbold og senior herre-håndbold. Velkommen til Haunstrup IF.
    Blogger Comment
    Facebook Comment

0 kommentarer:

Send en kommentar