Av min arm for en total nedsmeltning i efterårs kulden! HIF tabte overbevisende årets sidste kamp og dermed også muligheden for at snuppe 2. pladsen og eventuel oprykning i gruppen efter en elendig kamp mod et velfungerende, men slet ikke prangende Vorgod-mandskab.
Slagterne fik kniven
Efter nogle fornemme præstationer med sejr på udebane mod Herning KFUM og hjemme på Fortet over stærke mandskaber som Herning Fremad og HIK, gik det helt galt i den sidste kamp ude mod Vorgod.Haunstrup var til kampen plaget af mange afbud og skader, men det er ikke tilstrækkelig undskylding for, at De Grønne slagtere sådan styrtblødende styrtede til den kolde jord efter et clean 7-2 sværdhug.
Grøn implosion
Meget lidt fungerede for HIF kampen igennem, selv de simpleste inderside-afleveringer fandt ikke deres rette destination,sammenspillet gik som Don Tomaso på krykker og med lukkede øjne og mund, bolde fra forsvaret røg i Vorgod-bare-fødder, fighterviljen var på lavt blus, og chancerne blev ikke udnyttet efter fortjeneste.Kun få minutter var spillet, før HIF begik et klodset straffespark, som Vorgod sikkert scorede på uden chance for den af Old Boys udlånte Kimsillas. Uden at imponere kom HIF tilbage i kampen og udlignede ved Rasmus Lind på en returbold fra overliggeren sendt afsted af Simon Arne. Glæden varede dog kort,for igen bragte Vorgod sig foran efter sløset HIF-opdækning.
Undertegnede ville efter fint opspil af Lind ikke lade sig nøje med at score, hvad der kunne have været det udlignende mål, men forsøgte sig i stedet, som en anden Morten Andersen fra NFL, med et regulært Field Goal. Men i denne smålige europæiske udgave af spillet tæller den slags episke præstationer jo ikke i dommerens lille-bitte-prokurator-regnskab.
Fra skidt til meget, meget værre
2-1 ved pausen, og kampen burde stadig være åben. Vorgod var slet ikke bedre end hverken Fremad eller HIK, så HIF burde kunne komme tilbage i kampen. sætningstrykket skal ligge på burde, for i realitetens verden manglede viljen, modet og spillet. 2. halvleg blev én lang vandring gennem pinslernes have op mod et sammenbrudets Gogata.Opgivelsen slog igennem på stort set alle fronter, mens Vorgod-Barde uhyre effektivt formåede at staffe de mange fejl.
Undertrådte skribent endte meget sigende med armen sønder-trådt - ikke under bløde romerske sandaler, men under en sylespids støvle tungt båret af en af de sikre plageånder fra Vorgod-Barde (you know who!), mens vores medbragte lejesvend, Peter, måtte kapitulere for krampe i sjæl og kød.
Alt imens fortsatte det unødvendige blodbad, der ikke fik ende før end Dommer Buus, der ingenlunde var en muus, med det sidste piiv i fløjten satte en stopper for massakren. Det var nogle slukørede HIF’ere, der sås luskende ud til omklædningsrummet efter gravøl.
We’ll be back
Et ærgerligt punktum på en ellers fornem halv-sæson, hvor spil og præstationer tog rigtig mange tigerspring frem, ikke mindst i den sidste håndfuld kampe mod svære modstandere.Men som det burde være de fleste bekendt, er det farligste dyr netop det sårede vilddyr, for når sår er slikket rene og kræfter tilbagevundne, vender den dødsensfarlige, brølende løvfrø stærkt tilbage til næste sæson, og så er der vist ikke så meget mere at sige end: Kvæk, kvæk og kvæææk ...
MoM: Rasmus Lind
0 kommentarer:
Send en kommentar