Lørdag den 19. marts klokken 1400 åbner De Grønne Slagtere igen for boden med alskens lækkerier i årets første træningskamp på udebane mod Karstoft IF.
Længe, alt for længe har de gæve kæmpere med stort tålmod måtte finjustere teknikken indendøre i overophede, fimsede sale uden plads og rum til hverken benknusende taklinger eller hidsig bersærkergang.
Hører du uvejret nærme sig?
Sligt sømmer sig ingenlunde for Thors og Tyrs stolte sønner, der langt hellere går på boldjagt under åben tordenhimmel med ankler begravet i bundløst mudder og det assyriske skæg frit flagrende i den friske vestenvind.
Men nu nærmer sig tiden atter med syvmileskridt, hvor skræmte modstandere iført tøsede ishockeyhjelme og fjollede kevlar-veste vil blive budt op til hårdfør jættedans, der vanen tro vil inkludere skam-fodring med de så kære og velkendte rå og klassiske retter fra det langtidsholdbare haunstrupianske køkken.
Det er stærke modstandere der venter forude i form af omtalte Karstoft, Sunds IF og så det nydannede FodboldHoldet Herning. HIF vil blive vejet og vurderet.
Varsler om sæsonens videre forløb, vil uundgåeligt blive taget ud fra resultaterne på de tavse stentavler, mens ansigterne på de hærdede, grønne hirdmænd vil blive granskede for selv de mindste tegn på, hvordan fremtidige slag vil falde ud: selvsikker optimisme eller, oh gudernes rædsel, af kvindagtig-indendøre-vantrivsel-knækkede mandshjerter.
Kun tiden, den store mester, vil kunne afsløre, hvilken vej øksen vil falde.
Så mød op og giv din støtte til HIF's vej tilbage mod fordums tinder.
0 kommentarer:
Send en kommentar