Kamp-enhed
En strålende efterårssol havde fundet vej til Haunstrup Arena, hvor et tændt og revanchelystent grønbluset hold tog imod Herning Fremad.Haunstrups Coach K-apello har efterhånden fået pudset og behændigt sat de enkelte dele i maskineriet sammen, således at HIF fremstår som et velkomponeret hele, et hold med større offer-og fightervilje end de fleste modstanderhold, men også med et gradvist mere udfoldet og risikovilligt spil, som vel egentlig ikke er set magen til på disse kanter, siden den gyldne årgang, der i slutningen af det gamle årtusinde sparkede HIF langt op i serie 4.
Håndtryk og ønsket om god kamp, var vel også knap formumlet, før bolden fandt vej ind i Herning-rusen. Lyntoget Mikkel - der i dagens kamp kørte i konstant ekspresfart mod Fremad-målet - blev sendt afsted med en studs-aflevering, og så prikkede Machine Gun Mikkel sikkert bolden forbi den Fremad-stormende keeper.
Det blev også til to nul til HIF. Et udfald på signalet gør det desværre ikke muligt i detaljer at gengive 2-0 målet. Men da forbindelsen var genskabt, stod det klart, at målscoren var Rasmus Lind, der kampen igennem var her-der-og-alle-vegne, hvorfor han også blev valgt til kampens spiller.
Men der var rigtig mange flotte præstationer, og at fremhæve enkelte kan være at underkende andre, og det vil vi ikke, blev der sagt!
2-0 ved pausen og Haunstrup i kontrol. Fremad havde vel knapt haft en seriøs afslutning i de første 45 minutter.
Det svage punkt
2. halvleg og HIFs akilleshæl lå blottet: de første ti-femten minutter af 2. halvleg er det blevet lidt af en dårlig vane, at holdet går gevaldigt ned i kadence.Det betød modsat, at et indtil da blodfattigt Fremad-hold igen fik mod på tilværelsen:Forsøgene blev nu nærgående, og løven Looft måtte i sit bur adskillige gange diske op med gode redninger.
Én enkelt gang gik det dog galt, da løven ville bokse bolden væk, men kuglen ramte en modstander lige i krydderen og sprang så ind i mål. 2-1 og spændingen var genetableret.
Fremad pressede på, men også HIF havde gode kontrachancer blandt andet med et venstrebens-skud på stolpen af denne spinatfugl efter godt forarbejde af dagens mand, Lind.
Farewell Fremad!
Og bedst som Fremad troede, at det var et spørgsmål om tid, før de ville få reduceret, blev Mikkel sendt afsted med nok en stikling, målmanden afværgede i første omgang, men bolden sprang ud til, hvem andre end Lindedrengen, der holdt hovedet koldt: stak bolden videre til Freddy Ljungberg, der sikkert sendte bolden i mål til 3-1.Før sejren var i hus, kom der dog også lidt soja i rullen, da alderspræsi Kaj afslog at holde i hånd med en Fremad-spiller, hvorfor den forsmåede herningenser kvitterede med et slag, som Kaj så velvilligt betalte tilbage med en quarterback-tackling. Dommeren greb sig til lommen og gav gult til begge hanekyllinger. Ellers var der tale om en generelt fair fight fra begge holds side.
Klokken slog i slag, Haunstrup kunne juble, mens Fremad kunne skride hjemad efterladende HIF på en aktuel tredjeplads med to kampe tilbage.
Voldsom Volvo og tak for i aften!
Brødrene Bisp siger FUK! |
0 kommentarer:
Send en kommentar