Timring IF - Haunstrup IF kampreferat



Kampen i Timring torsdag aften gik fra 'fy for pyffer' til 'huttelihut' i løbet af blot 2700 sekunder eller 45 minutter, da Die grünnes heroisk vendte et klart 2-0 nederlag til en 3-2 sejr. Karlene fra Timring, viste det sig, havde hostet større klatter op, end de kunne synke.

The Full Monty

Efter de første tre kvarter under en hed ørkensol klistrede skammen og vanæren til Die grünnes sparkedragt som den pastelfarvede skjorte til et Linie 3 comeback-show.  De grønne legionærer lå i pausen og hev efter vejret, mere udtjente end fjedrene i  Amin Jensens trampolin, mens de grublede over, hvad der var gået galt. Det simple svar var: alt!

Ikke én aflevering kunne siges at være lykkedes, ikke ét skud på mål, ikke én velplaceret tackling, der havde kunnet indgyde nyt håb og mandsmod var blevet sat ind.

Det var ikke kun forsvaret der stod helt og aldeles blottet, snarere var der tale om et dårligt udført, asynkront striptease over hele Haunstrup-banehalvdel.

På frastødende vis lod Timring-karlene til at nyde det lurvede show med selvopgejlende pral og to hårdhændede klask i Haunstrups skamfulde ende som den foreløbige kulmination.

Hammerfedt!

Men så kom pausen, og den topløse servering var nu til Timringspillernes forbavselse aldeles overstået.

Die grünnes gennemgik en total forvandling, meget lig tordenguden Thor, der til brylluppet i Udgård til jætternes store skræk viste sig slet ikke at være den blussende Freja, som jættekongen Trym havde drømt om.

Den nu genfundne Mjølner blev svunget højt over Timringspillernes hovne hoveder, og tre gange blev den sendt afsted mod den sagesløse Troderik i det blå mål:

To gange ved Mikkel hiin Kæmpe - tilbagevendt efter i en træningskamp mod Herning KFUM at være forsøgt skalperet af en vinterbleg indianer.

Mikkels sidste golazo blev i øvrigt  serveret på et iskoldt sølvfad af den ‘smilende snigmorder’ fra Colombia, Don Tomasio, mens Kaj ‘Hammerkast’ en enkelt gang lod tordenstøvlen gjalde.

Den nye grønne, goalkeeper Jens ‘Lyn’ lukkede behændigt af for al troldom, mens Jonas ‘Maldini’ satte sig tungt på de sporadiske angreb fra de blås side, som var der tale om en følelsesmæssig pruttepude - U-BEHAGELIG!

Da Hejmdal i sort blæste en sidste gang i hornet, var plænen oversået med faldne jætter, mens aserne fra Haunstrup IF kunne drage hjem fra Udgård, hjem til klubhuset i Asgård, hvor mjøden og skæmteviserne flød i stride strømme.

Del på Google Plus

Om Haunstrup IF

Haunstrup IF er en hyggelig fodboldklub og håndboldklub, hvor der er plads til alle. I Haunstrup IF lægger vi vægt på det sociale og et godt kammeratskab, men når fløjten lyder giver alle deres bedste. Så har du lyst til at spille fodbold eller håndbold i en fodboldklub og håndboldklub nær Herning og samtidig blive en del af et stærkt sammenhold, så kom forbi midtjyllands hyggeligste sportsklub med senior herre-fodbold og senior herre-håndbold. Velkommen til Haunstrup IF.
    Blogger Comment
    Facebook Comment

0 kommentarer:

Send en kommentar