HIF gjorde det unødvendigt svært for sig selv mod de røde agterlanterner fra Sunds med mange brændte chancer og halvdårligt spil. Alligevel var det nok til at hive de tre point i land og overtage gruppens førsteplads fra Alheden IF.
På en kold og regnvåd bane lod HIF sig det første 15 minutter overvælde af et Sunds-hold i større spillemæssigt hopla end normalt. Hjemmeholdet bragte sig tidligt foran på et fladt frisparksmål. HIF pressede gradvist mere på, men det kneb med skarpheden, ikke mindst hos undertegnede, der var ude af stand til at passere Sunds aggressive og opmærksomme målmand.
Det var der så heldigvis andre, der kunne. Flemming udlignede for HIF, og fra da af var Sunds mest interesseret i at forsvare det ene point. Men det noget tunge forsvar kunne dog ikke i længden holde stand mod Niels ’Lyntog’ Haunstrups ustoppelige spurt mod mål.
På en perfekt aflevering fra Mohamed gjorde Niels det først til 2-1 for HIF og senere til 3-1 på en sublim aflevering fra æresmedlem Olé Larsen. Chancerne faldt stadig som perler på en snor, men bolden ville ikke flere gange ind og kysse netmaskerne, og derfor endte kampen med 3-1 til The Evergreens.
Et andet æresmedlem, Arne Jensen, så i øvrigt stort på eget helbred og velbefindende og mødte op til sæsondebut til trods for både regn og en temperatur et godt stykke under de ellers påkrævede 25 grader. Modigt på den måde at spytte skæbnen lige midt i ansigtet.
Næste onsdag gælder det topbraget mod Alheden IF på hjemmebane.
0 kommentarer:
Send en kommentar