Kampreferat: Sdr. Felding – Haunstrup Hulks 3-1


Trods en tidlig føring og knaldhård fight kampen igennem kunne de grønne ikke i længden holde et godt Sdr. Felding-hold stangen.

Ællingerne fra Felding løb af med sejren 

Begyndelsen

På vel nok denne blå planets største bane, skulle Haunstrup-drengene forsøge at få point mod et af gruppens stærkeste hold: Sdr. Felding.

HIF lagde også frisk og fysisk ud mod de unge hurtigløbere klædt i gult, der mere var til playmobil og drengekor end til bondetacklinger i 0,1 tons klassen – men stiller man op til 90 minutters fodbold, må man som bekendt også regne med at blive tacklet.

Den gule fare havde dog en trumf i ærmet – denne gang var det ikke som mod HIK med Pione Sistos yderst kapable lillebror, men derimod var det selveste Mefistos onde bror i trøje nummer 7 (nr. 666 var tilsyneladende optaget), der gentagne gange løb solen og sig selv ganske sort.


Føring og Kortspil

Det til trods formåede Haunstrupdefensiven faktisk så de første 20 minutter at få så nogenlunde bremset, ham før jetmotorerne kom op i fulde omdrejninger, men én gang slap han afsted og så havde kongen af Haunstrup, Don Tomasio Tarri, trække i nødbremsen med et gul kort til følge.

HIFs plageånd i kampen.

Nede på ti mand formåede HIF alligevel at overraske da fløjens fare, Rasmus Lind, stak af sted på en bold fra undertegnede mimrekortindehaver, og lobbede fornemt bolden i mål til 1-0 for HIF. En vis frustration bredte sig så småt blandt de gule syndere fra Felding, og havde HIF dér kunnet udbygge føringen, kunne meget have set anderledes ud.

Nu fik hjemmeholdet i stedet udlignet og på en kikset tilbageaflevering fra denne tastetrykker måtte Hans velbårenhed Thomas Tarri trække i konge-rødt, da han med scepter og krone nedmejede den stadigt mere ustyrlige Mefisto – men det koster nu engang bønder at spille skak!

Kong Tarri i spidsen for sine styrker

Efter lidt psych og en fornem første redning måtte Kaj Jensen i mål give fortabt, og den gule førertrøje passede nu bedre på ællingerne fra Felding.


(Arbejds)raseri

 Som om denne spand grumset latrinvand ikke var nok for The Green Machine så udløste begyndende metaltræthed og et overophedet maskinrum et overtryk på ventilen – og så var vi kun ni grønne mand tilbage på banen.

En opdækningsfejl i Green Zone gav Sdr. Felding målet til slutresultatet 3-1. Men det skal med, at også HIF havde kontrachancer, der med lidt hjælp fra oven i det mindste havde givet en reducering.
Trods to mand nede kæmpede de resterende grønne den bagerste del – altså der hvor ikke regnbuen, men ryggen ender – ud af bukserne.

En fin holdpræstation mod en stærk modstander. Opretholdes fighterviljen, og bygges der samtidig yderligere på de gode takter i samspillet, burde Karstoft få det hedt om ørerne, når de næste lørdag gæster det grønne inferno på Stadium Arcadium, Haunstrup downtown.


Del på Google Plus

Om Haunstrup IF

Haunstrup IF er en hyggelig fodboldklub og håndboldklub, hvor der er plads til alle. I Haunstrup IF lægger vi vægt på det sociale og et godt kammeratskab, men når fløjten lyder giver alle deres bedste. Så har du lyst til at spille fodbold eller håndbold i en fodboldklub og håndboldklub nær Herning og samtidig blive en del af et stærkt sammenhold, så kom forbi midtjyllands hyggeligste sportsklub med senior herre-fodbold og senior herre-håndbold. Velkommen til Haunstrup IF.
    Blogger Comment
    Facebook Comment

0 kommentarer:

Send en kommentar